Ung kvinde er ny formand i Zonta Sønderborg

Marie-Louise Biering-Nielsen er på generalforsamlingen den 10. juni blevet valgt til ny formand for Zonta Sønderborg. Marie-Louise har været medlem af Zonta i 4 år. Hun er 40 år, har to små børn og arbejder på Danfoss.

Den afgående formand Astrid Jensen udtaler: ” Vi er meget stolte af, at vi har fået en ung dynamisk formand”

Hun udtaler videre: ” Det skal ingen hemmelighed være, at mange foreninger og NGO’er ønsker flere medlemmer og gerne medlemmer i den erhvervsaktive alder. I Zonta Sønderborg har vi både fået 8 nye medlemmer i det forgangne år og klubben har valgt en formand på 40 år. Det er da mega sejt”

Den 8. november 2019 fejrede Zonta sin 100 års fødselsdag verden over. I Sønderborg fejrede vi 100 året i Riddersalen med et brag af en fest for kvinder i alle aldre under overskriften Women’s Night Out”

Yderligere afholdt Zonta en foredragsaften på Idrætshøjskolen som satte fokus på ” Stop omskæring af kvinder” Aftenen var velbesøgt og klubben har besluttet fremadrettet at afholde både en årlig Women’s Night Out og en foredragsaften. Mere om begge arrangementer efter sommerferien.

Fra venstre: Marie-Louise Nytofte Erichsen, Marianne Plougstrup, Marie-Louise Biering-Nielsen, Helle Johannsen, Ruth Slaikjer. Ikke på billedet: Birgitte O Pharao og Elisabeth Svenningsen

19-årig sangtalent modtager Zontas uddannelseslegat

Zonta Sønderborg uddeler hvert år to legater til kvinder, som har brug for en ekstra håndsrækning til deres fortsatte uddannelse. Ansøgningerne skal være velbegrundede og suppleret med anbefalinger fra en lærer.

I år har Zonta Sønderborg modtaget 24 ansøgninger.

Det ene legat, som Zonta uddeler i år, går til en ung kvinde med et meget stort sangtalent, hvis drøm er at blive operasanger. Legatmodtageren har på trods af sin unge alder allerede deltaget i en lang række koncerter og MGK arrangementer. Hendes sanglærer skriver i anbefalingen at ” Dette musikalske talent vil blive en kommende stjerne på verdens store scener.”  Legatet skal bruges på Masterclasses på Universitet Mozarteum i Saltzburg, som et forstudie til at komme ind på drømmestudiet på Musikkonservatoriet i Østrig. Forinden skal Maria Ottesen fra Sønderborg lige afslutte sin studentereksamen.

Maria Ottesen udtaler: ”Det er en stor ære for mig, at Zonta har valgt at støtte mig i mit videre uddannelsesforløb. Legatet betyder en stor anerkendelse og er med til at realisere mine drømme.”

Hør Maria synge her

Det andet legat uddeles til en ung kvinde fra Aabenraa, hvis motto er: Med flid kommer man langt. Legatet skal bruges på et studieophold i Maranga i New Zealand, som er et aktivitetscenter for unge med fysisk eller psykisk handicap. Erfaringerne fra opholdet vil styrke legatmodtagerens fremtidige arbejde som pædagog, hvor modtageren er særligt optaget af relations dannelsen mellem mennesker uanset handicap og kulturforskelle.

Lotte Holbæk Nielsen studerer til specialpædagog på UC Syd i Aabenraa

 

Kom i julestemning med Zonta Sønderborg

Lørdag den 24. november starter Zonta deres julesalg af risengrød på Rønhaveplads i Sønderborg.

Zonta sælger risengrød og diverse effekter lavet af filt de næste 5 lørdage op til jul fra 10.00 – 16.00. Zonta er således med til at skabe julestemning ved julehytterne på Rønhaveplads.
Alle indtægter går ubeskåret til støtte af STOP Børneægteskaber.

Hvorfor?
Over 700 millioner af verdens nulevende kvinder bliver gift som børn. – Mere end en tredjedel inden de er fyldt 15 år. Problemet er så voldsomt, at der hvert 7. sekund er en pige under 15. år, som bliver gift.

Et stop for børneægteskaber give pigerne bedre muligheder for ikke at dø i barselsseng, at færdiggøre deres skolegang og indgå på arbejdsmarkedet. Børneægteskaber er et stort problem bl.a. i Vest- og Centralafrika. I Mali er 55% og i Senegal 32% af alle piger gift, inden de fylder 18.

UNICEF og FN’s Befolkningsfond UNFPA arbejder sammen om at forebygge børneægteskaber i et fælles globalt program.

Når du køber risengrød i Zonta’s julehytte, er du således med til at støtte dette vigtige arbejde.

Zonta har 29 medlemmer i Sønderborg, og alle er engageret i juleprojektet og vil på skift være at finde i julehytte 3 på Rønhaveplads.